Morgenmad med mening: Den gode pitch

Få inspiration og praktisk træning i at kommunikere din idé eller dit projekt så din målgruppe let kan forstå, mærke og handle på dit budskab.

Kuk kuuk, ja undskyld mig. Jamen det er bare fordi, at øhhhh, ja altså jeg hedder Niels, og øhhh, jeg kommer fra Aarhus Kommune. Og jeg barsler lidt med et projekt, hvor vi er nysgerrige på, om man kan bruge en tværfaglig syntese af biomekaniske analyser, proprioceptiv stimulering og adaptiv boligoptimering til at reducere incidensen af faldulykker blandt ældre borgere i deres habitualmiljø. Har du lyst til at høre mere om det?

Nej vel …

En pitch er en kort og overbevisende mundtlig præsentation af en idé eller et projekt. Den bruges typisk til at søge opbakning, finansiering eller interesse fra ledere, en styregruppe, samarbejdspartnere, kolleger eller investorer. En pitch skal hurtigt kunne formidle behovet for en ny løsning, hvad løsningen handler om, hvorfor den er vigtig, og hvad du ønsker af din modtager. En god pitch er en vigtig del af udviklingsprojekter, da en dårlig pitch på det forkerte tidspunkt kan resultere i, at idéen ikke får den nødvendige finansiering eller at drømme samarbejdspartneren ikke ønsker at være med. Den gode pitch er imidlertid udfordrende for mange, og især for medarbejdere, der ikke er vant til at skulle sælge et produkt eller projekt.

På dette arrangement vil du gennem korte oplæg, præsentationsredskaber og pitch-øvelser få inspiration til at arbejde på den skarpe mundtlige kommunikation af dine egne projekter og idéer. Du vil få inspiration fra journalistiske fortællegreb og adfærdsdesign til at kommunikere, så din målgruppe bedre kan forstå dit projekt, bedre kan mærke hvad der er på spil i projektet, og bedre kan handle på din pitch. Du vil blive trygt guidet af Niels Holm Jensen og Sara Brixen, begge innovationskonsulenter fra CFIA.
Da arrangementet vil involvere hands-on pitch øvelser, så anbefaler vi, at du medbringer en case fra din egen hverdag. Det kan være et aktuelt udviklingsprojekt eller en ny idé du eller dine kolleger arbejder på. Vi vil også opfordre til, at du så vidt muligt deltager sammen med en kollega.

Program:
08.40-9.00: Check-in og morgenmad
9.00-12.00: Oplæg og workshop

Arrangementet foregår på Dokk1 den 9. september.

Arrangementet er for medarbejdere under Aarhus kommune.

Workshopzonen, Center For Innovation i Aarhus
Niveau 2.2, Dokk1


Start:
Slut:
Tilføj til kalender

Billetter